lørdag den 12. juni 2010

Er festivalgæster ikke bare klamme og lugtende?

Jo, det gælder muligvis for nogle. Men det er ikke et must for at være festivalgæst på Roskilde. Der er rent faktisk ganske glimrende muligheder for at holde hygiejnen på samme plan som derhjemme.

På medarbejdercamp har vi gratis varmt bad. Jovist, der er en risiko for, at man ligesom i svømmehallen skal dele det med andre af samme køn, da der i badeteltet er opsat 8-12 brusere, samt bænke, spejle og affaldsspand, men det er varmt, og det er en mulighed. Sæbe, håndklæder etc. kan købes i kiosken lige ved siden af, hvis man ikke har medbragt det hjemmefra.

Men lad os lige se på muligheden for festivalgæsten generelt. Muligheder vi andre naturligvis også har lov at benytte os af.

Kolde brusebade er gratis og findes ved Agora C og Agora L. Varme brusebade koster 40 DKK og findes ved Agora C, nord for Agora L og ved Agora P (se kortet).
Varme bades åbningstider
Søndag 27. juni: 10.00 - 18.00
Mandag 28. juni til søndag 4. juli: 07.30 - 22.00
Mandag 5. juli: 07.30 - 10.00 (badet ved Agora L dog lukket).

Tag en forfriskende dukkert i festivalens egen badesø, som ligger ved Agora K. Der er fri adgang til badesøen for alle festivalgængere, så længe du ikke er beruset. Ved badesøen er der overvågning af livreddere.

Hvis du trænger til en svømmetur, kører shuttlebusser dig direkte til Maglegårdsbadet fra camping West.

Nå men okay, så går festivalgæster vel bare i klamt og beskidt tøj? Ikke nødvendigvis, for se bare her:

I vaskeriet på Agora C kan du få vasket og tørret dit tøj. For 5 kg tøj koster en vask 35 DKK, og tørring koster 25 DKK.
 Vaskeriet bliver flittigt brugt. Billedet her er fra det mudrede år '07, hvor der var godt gang i maskinerne.

Okayokayokay, så bor de i det mindste herreklamt! Nej, hvorfor dog? Det er igen et valg, man helt selv træffer.

Hjælp til med at holde din festival ren. Servicevagter kommer rundt på campingområdet og uddeler affaldssække til lejrene. Alle fyldte affaldssække bedes afleveret i affaldscontainere på agoraerne. Du kan også aflevere dine fyldte affaldssække til de små skraldevogne, som dagligt kører rundt på hele campingområdet. Du kan hente ekstra affaldsposer hos servicetårnet på din nærmeste agora.

Seriøst? Er det muligt at være på festival, uden at blive vildt ulækker og skulle hjem i en halvbrandert med ugers gammelt skidt hængende i lag på kroppen, der kræver timelange karbade og skurebørster der kun forekommer i de vildeste mareridt?

Ja, det er det faktisk. Helt problemløst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar