tirsdag den 18. maj 2010

Hva' fa'en er det egentlig, vi laver?

Jeg vil her forsøge at skære ud i pap, hvad vi egentlig foretager os, når vi er på vagt.

På Gammelgårdsvej i Darup ligger Darupgaard rideskole. Det er vores arbejdsgiver. Frivilligt arbejde på Roskilde bliver varetaget af foreninger, og rideskolen er altså vores forening.
På billedet kan man se rideskolen med det røde tag. Til højre for rideskolen ligger der en rundkørsel. Syd for den ligger der en masse huse.
I de huse bor nogle mennesker, som skal forsøge at få en hverdag til at fungere, selvom de bor lige op og ned ad en festival med 100.000 gæster. Vi sørger for, at det lykkes for dem. Forstået på den måde, at vi ikke lader festivalgæster gå ind og campere/feste/urinere/whatever i haverne i det område.

Hvis man igen holder blikket på rundkørslen, kan man følge Darupvej nordpå. Kun et kvarters gang fra rundkørslen ligger Indgang West, og parkeringsarealet går fra indgangen og helt ned til Darup. Så der kommer mange mennesker. Der kommer også mange igennem, der skal til Indgang East. Der skal man ud af Kamstrupvej fra rundkørslen indtil man når Vor Frue.
Prøv selv at følge vejene på festivalkortet herunder for at få en fornemmelse.
 Vores rundkørsel er i nederste venstre hjørne.
Når vi møder ind på vagt, afløser vi naturligvis et tidligere vagthold. De fortæller os, om alt er forløbet roligt. Det er det som regel. Det er jo festival, og folk er glade.
Vi har valgt en, der skal være vagtleder. Vagtlederen får vagtlederradioen (walkie) og de andre i teamet får en intern radio.
Vagtlederen kan via vagtlederradioen kommunikere med dem, der sidder og styrer alle vagter i parkeringsområdet (P-Sek).
De interne radioer kører på en kanal, som kun kan høres i vores team (Oh yes, that's right! :P).
Tidligere vagtholds vagtleder melder ind til P-Sek, at de afslutter deres vagt nu og overlader radioen til ny vagtleder. Ny vagtleder (altså den vi har valgt) melder ind til P-Sek, at vi er mødt fuldtallige ind. P-Sek beder om navn og mobilnummer på vagtleder, så de altid har mulighed for at få fat i vedkommende, også selvom radioen skulle dø.
Her kan man se vores skurvogn. Vi plejer også at have borde og stole og parasol foran. I skurvognen lader vi walkiebatterier (og vores telefoner etc.). Udover strøm indeholder skurvognen et køleskab, toastmaskiner, mikroovn, kaffemaskine, elkoger, toastbrød, rugbrød, pålæg, saftevand, kage, slik, te, kaffe, kakao, regnslag, telefonnumre på alle der arbejder for rideskolen, vagtplan for alle - kort sagt en milliard gange mere, end de har andre steder, der har vagter ligesom vores.
Der kan være en del at lave ved skurvognen, når der er meget trafik. De kommer hurtigt til at holde i kø gennem Gammelgaardsvej, og den hurtigste måde at få det afviklet på er ved at spørge dem, om de skal til Indgang West eller East, så de på forhånd ved hvad vej, de skal i rundkørslen - ellers bliver der nemlig prop deroppe.
Vi har også en vagtpost ved indkørslen til rideskolen. Vi plejer at kalde posten for møddingen. Her sørger vi for, at folk uden tilknytning til stalden ikke kommer ind.
I rundkørslen er den største opgave at sørge for, at folk ikke går ned i Darup, som tidligere nævnt. Der kan også være trafikpropper, der lige skal hjælpes på gled. Rundkørslen er også et oplagt opsamlingssted for folk, mener de. Men vi kan altså ikke have festivalgæster til at sidde og rode i rundkørslen, mens de venter på en bil. Det er simpelthen for farligt. Så de skal sendes videre. Ved begge hovedindgange ligger der et område, der hedder Kiss'n'Ride, der er skabt netop til at læsse folk af og på og køre videre.
Her ser vi Michele underholde ved at dirigere trafikken i rundkørslen på en stille nattevagt.

For en sikkerheds skyld, går to personer ca. en gang i timen ned i Darup (hvis man siger i radioen, at man runderer, så ved alle, hvad man mener - det vil være helt top, hvis alle lige øver deres bedste kalderkalderudtryk inden) bare lige for at se, at der ikke er smuttet et par gæster igennem nåleøjet og derned.

Når vores vagt slutter, er alle walkiebatterier fuldt opladet, og skurvognen og området er cleanet. Næste hold skal møde ind til en pæn arbejdsplads, og det kunne ved min gode orange vest aldrig falde Team Min gode Ole ind at efterlade noget svineri.
Vagten slutter som den startede ved at vagtleder melder ud til P-Sek og overdrager radioen til ny vagtleder.

Åh ja forresten, vi er også så heldige, at vi har toilet med træk og slip på vores arbejde.
Spørg løs hvis det ikke er uddybet nok.

4 kommentarer:

  1. Arh, men det er jo fantastisk!

    Jeg øver mig allerede på min sejeste kalderkalderstemme og fløjteteknik.

    Åh ja, og selvfølgelig har jeg jo gullasch med til nattevagten... Altså den jeg er på naturligvis :-D

    Over and out Roger skifter...eller. Ej, jeg må øve mig.

    SvarSlet
  2. Hehe

    Mange tak. Lige hvad man havde brug for at høre.

    Var lidt nervøs for at skulle tømme toiletter 8 timer i træk :)

    SvarSlet
  3. En god udfyldt guide Jean som jeg er 100% sikker på at de nye bliver glade for lige at få en ide om hvordan det hele skal gå :)

    Og Maria... Om jeg er på vagt eller ej, så joiner jeg den nattevagt der ;)

    SvarSlet
  4. Lækkert lige at få helt på plads hvad det hele går ud på - det kan jo kun blive en succes. Synes det hele virker meget udførligt, men kommer med spørgsmål hvis der er nogen der skulle dukke op...

    Ps: Jeg joiner også gerne den nattevagt med gullash - har smagt den før (tror jeg), og den var hot på den fede måde :-)

    Ville faktisk ikke have noget imod at arbejde mere end én nattevagt, men da jeg først kan komme om mandagen ser det lidt svært ud...

    SvarSlet